Carpe diem februar
FEBRUAR af februare
gæs
skriger
luften ren,
dagen blider, kommer mon
Kjørmes Knud
med frost, som bider?
Februare er latin og betyder at rense sig eller renselse og begrebet stammer fra romertiden, hvor man i februar afholdt bestemte rituelle renselsesfester.
Altså et gammelt ord fra det latinske sprog, som ikke bruges mere i sin rene form men som alligevel har sat sit præg på det danske sprog i mange sammenhænge. I meget gamle dage var det sproget, som alle lærde benyttede sig af og kommunikerede med på tværs af landegrænser. Det er også sjovt at tænke sig tiden før Reformationen, hvor præsten prædikede på latin bogstavelig talt hen over hovedet på den ulærde menighed. Derfor blev de mange danske landsbykirker fyldt med billeder under kirkehvælvingerne, så menigheden kunne lære det. At elske sin næste og prøve at undgå skærsilden dernede i helvedes dyb!
Kjørmes Knud er det folkelige ord for Kyndelmisse, som stadig markeres den 2. februar med en lys-fest i den katolske kirke. Det gør vi ikke i den reformerte kirke, men skulle nogen finde på at synge sneflokke kommer vrimlende, henover diger trimlende, så synger man på et tidspunkt og så kom Kjørmes Knud!
I 2007 fremstillede jeg et antal vaser, der i sit udtryk skulle knyttes til hver en måned på året, Det blev aldrig helt fuldendt, men det ligger som et af de projekter jeg vil begynde på i nærværende år.
Nymfekande fra 2007 – Hun skal til at tage bad i vandkanden. Det er februar.
Den 3. februar
En solklar februardag
hvor januars sne er smeltet bort
og det grønneste syn i landskabet ved siden af vejen er tomme øldåser
og det rødeste er ikke en rose
men tomme smøgpakker
og det hvideste ikke bare sne
men plastposer
og løsrevet plastic
Så er der grund til forundring: Hører det tobenede skovsvin virkelig til
homo sapiens sapiens?
Handling: Du er ikke et skovsvin men går på to ben
hen og samler dåser, pakker og plastic op.
Cykler gennem et lysende landskab
en solklar dag i begyndelsen
af februar.