Figur

Jeg foretrækker at arbejde med menneskefiguren på en ekspressiv måde og mere eller mindre detaljeret sådan, at fingerspor bevares og der opnås så levende et udtryk som muligt  med udgangspunkt i materialet: LER

De viste eksempler er dels brændt i rakuovn, dels brændt som højtbrændt lertøj eller stentøj og dels som helt ubrændte lerfigurer i blåler. De måler fra 15 til 20 cm i højden.

Out of nowhere er figurer, rystet ud af ærmet. Den ene tager den anden og en visuel historie opstår.

Den græske mytologi rummer billedrige og fantastiske historier, som jeg ind imellem vender tilbage til.

Her Mnemosyne, erindringens gudinde , som sammen med guden Zeus fik de ni muser, som er naturguddomme, der beskytter udøvere af dans, musik og poesi. Muse betyder den, der husker

Fra historien om Pandoras æske har jeg  visualiseret  ulykkerne som groteske, rakubrændte figurer,  der strømmer ud af Pandoras æske, i det øjeblik, hun åbner den.

Stentøjsfigurerne med dyremaske er figurer, der hver for sig og sammen udtrykker bevægelse. Indsat i forskellige sammenhænge fortæller de små historier om sig selv og det sted, de er placeret.

Astronauter er små figurer indsat i lille kvadratisk form ca. 10x10cm. De er alle svævende i et kosmos på vej et andet sted hen, syngende, grædende, drømmende.

Himmelhunden, dæmonen og englen så jeg tydeligt aftegnet i sneklædte fjelde på vej hjem fra Lofoten i 2010. Jeg lavede skitser i flyet, siden på papir og i ler. De indgår i Himmelhunden i fodnoter