28-DSC_0026

Om kunstvirke igennem et langt liv

Standpunkter

Jeg arbejder på et “ dinosaurværksted”, mit eget!  Det er villet, helt bevidst med totalt outdatede arbejdsgange. Det har det været i snart 40 år! jeg arbejder i perioder med leret som materiale og udgangspunkt, i andre perioder maler og tegner jeg.

Det langsommelige håndarbejde er min metode. Jeg har ganske vist en eldrevet drejeskive, som jeg bruger ind imellem. Og en el-ovn med automatikstyring. Mit ler bliver vejet på en gammeldags loddevægt. Den er mere pålidelig end en digetalvægt, der har brug for batterier. Loddevægten er desuden mere miljøvenlig. Det har også en betydning. Det slemmede og vacuumindpakkede  ler, som jeg køber i Sorring, har været igennem en grundig forarbejdning. Det er stadigvæk rundet af Moder Jord, derfor smider jeg ikke noget væk men genbruger det , tørrer det,  knuser det, blander vand i det og undertiden papir. Så bliver det til paperclay, papirler, og kan bruges til pladeteknikker. Glasurmageriet er en vedvarende arbejdsproces, hvor de samme glasurer bliver vendt, drejet og justeret  hele tiden.

At skabe form på en drejeskive kræver megen øvelse og bestandig vedligeholdelse. Hver gang man ændrer på formen, skal den også” drejes ind” i hånden. Generelt kan man sige, at jeg som keramiker har et udvalg af former, som jeg vender tilbage til igen og igen med justeringer frem og tilbage.

Jeg agter citatet” Hvad hånden former, er åndens spor” fra sangen “Hvor smiler fager den danske kyst” af  Johannes V. Jensen. Jeg mener, at det er vigtigt i en eller anden forstand at holde alle mulige håndværk ved lige, så vi ikke glemmer deres  betydning som mangfoldig kommunikation og menneskelig identifikation. Derfor holder jeg fast i den drejede form i mindre,  ensartede serier og udrulning af tynde plader til diverse fade, der konsekvent hver især ejer deres eget personlige udtryk i forhold til afslutninger, dekoration og taktile overflader. Sommetider må jeg” lege” men jeg udstikker alligevel en masterplan uden helt at vide, hvad det ender med. F.eks. lysfangerne eller luftkastellerne.

Her til lands agtes kunsthåndværket ikke i samme grad som maleriet. Hvorfor forstår jeg ikke helt,  selv  efter et langt livs diskussioner om emnet med mig selv og andre. I 1700 og 1800 tallet blomstrede pottemagerværkstederne i alle egne af landet, hvor lerforekomster kunne graves op af jorden. Enhver som kender Louis Ehlers bog “Dansk Lertøj” om samme emne og som måske har besøgt Louis Ehlers museum i Haderslev kan forvisse sig om at vi har fine keramiske rødder her til lands. Længere tilbage i tiden: Enhver, som har set det smukke Skarpsalling kar fra stenalderen på Nationalmuseet må da tage hatten i hånden! Så er der Skønvirkestilen i 1800 tallet, hvor malere og bl. a. arkitekten Thorvald Bindesbøll forsøgte at ophæve skellet mellem kunsthåndværk og kunst ved at bruge  Kählers værksted  skabte smukt dekorerede krukker. I 1950erne blev der også udviklet meget fint stentøj, inspireret af gamle kinesiske stentøjsglasurer og former. Under alle omstændigheder repræsenterer de nævnte kilder sammen med japansk keramisk tradition en stor del af mine referencer med hensyn til keramikudøvelse.

Skålen, koppen, fadet, krukken som konkret form og som daglige brugsgenstande burde betragtes med samme opmærksomhed som maleri og anden kunstudøvelse. Man skal ikke sammenligne men lade udtrykkene leve i hvert sit rum og vurdere resultaterne ud fra deres forudsætninger i forhold til elementer af håndværk og evne til udtryk, der rører på den ene eller anden måde. Efter min mening kan man til al kunsthåndværk- og kunstudøvelse stille tre enkle spørgsmål: Er her noget sandt, noget godt, noget skønt på færde og i hvilken grad lykkes det for kunstudøveren at bringe disse tre elementer sammen til en helhed, der taler til beskuerens og brugerens hjerte og intellekt.

Skrevet den 6. november, 2013. Redigeret den 6. november 2015